Q-KULDET forventet fødsel 2/3-2024

Mor: Skandias Oya Orchid - Far: Schaploni Fun FrezGo

P-KULDET 24/11-2021

Mor: Skandias Melia Mistelten - Far: Solankers Boomer Bandit

O-KULDET 17/4-2021

Mor: Skandias Lotus Luna - Far: Solankers Bee Care

2. maj 2021

Nu er de små ved at få øjne, og har fået farvede halsbånd på.

17. april 2021

Luna har i nat født 4 tæver og 4 hanner. Alle har det godt.
Alle hvalpe er reserveret til nye dejlige hjem.

6. april 2021

Luna er ved at blive godt rund om maven. 

14. marts 2021

Luna har været på Dyrlægehuset Kolding i dag. Det er dag 25 i drægtigheden.
Scanningen viser tydelige fostreblærer, vi kunne tælle mindst 5 stk. Luna syntes ikke det var så fantastisk at ligge stille så vi glædede os bare over at det var et positivt resultat – og ville ikke belaste hende med at scanne i længere tid for at tælle.
På billedet er der 4 fosterblærer.

17. og 18. februar 2021

Luna har været på herrebesøg hos søde Solankers Bee Care.
Vi håber på hvalpe ca. 22/4-21.
Når der er gået ca. 3½ uge scanner jeg hende så vi ved om hun er blevet drægtig.

N-kuldet 19/1-2020

Mor: Skandias Lotus Luna - Far: Camagis Umalley

15. marts 2020

Dette er en dag med blandede følelser. Alle hvalpe hentes af deres nye familier og Luna kommer hjem til Hanne igen. Vi er taknemmelige over at have så gode mennesker til at overtage hvalpene og ingen tvivl om at hver og en får det som blommen i et æg. Men hold da op hvor vi kommer til at savne dem. Nåede lige at være ude med Norman og Noah før de også smuttede..

8 uger

 

8. marts 2020

7 ugers fødselsdag. I ugen der gik har hvalpene været rigtig meget ude. Har lært at grave bede og gnave i planter. De har været i bur. De har været på besøg hos en 5. klasse og med på tankstation. På første billede ses mormor Jasmin med Newton

23. februar 2020

5 ugers fødselsdag. Hvalpene tager fint på og vejer nu mellem 1180g og 1550g. De spiser godt. De får rigtig meget besøg😍og nyder det.

16. februar 2020

4 uger: Nu kan man gå og lege lidt med hinanden og med legetøj – der er virkelig sket meget den sidste uge … og man stikker af gennem lågen hvis den står åben

9. februar 2020

3 uger: Så er hvalpene flyttet ud af hvalpekassen og begynder at kunne komme lidt omkring. ‘Gå’ er måske et lidt stort ord endnu. Og de har fået farved halsbånd på: Grøn blå og turkis er hanner. Rød, pink, orange er tæver.

2. februar 2020

2 ugers fødselsdag – og de fik øjne i går!

 

25. januar 2020

Så er der holdt flyttedag igen, og hvalpekassen står nu i køkken/alrum. I går sov den sidstfødte ind. Vi ved ikke hvorfor – men hun lå bare pludselig og ‘sov alt for tungt’ så der har jo været et eller andet galt med hende, snøft.

20. januar 2020

Luna er en dygtig mor – hun har flyttet hvalpene. De var lidt urolige i fødekassen, så løftede hun dem en ad gangen op i gæstesengen ved siden af fødekassen. Og så var der ro.

 

19. januar 2020

Nu syntes Luna allerede hun ville se, hvad hun gik og gemte på.  Hvalpene er så fine – så hun havde ganske ret, der var ikke grund til at slæbe rundt på dem mere. Fødslen gik i gang sidst på aftenen i går og varede til i morges. Den første lå baglæns og var lidt vanskelig for hende at føde. Der er 3 hanner og 4 tæver. De er sort-hvide nu men ser ud til at alle med tiden skifter farve til den klassiske grå-sort med lidt hvidt. De må flytte hjemmefra den 15.3.2020

15. januar 2020

Luna fylder efterhånden meget om maven, og er nu blevet pylret igen i forhold til maden – det er svært at spise ret meget, og vi skal virkelig prøve alt muligt forskelligt for at hun indtager noget. De mange fostre trykker nok en del op mod mavesækken. Gad vide om hun også har halsbrand som mange kvinder får?

9. januar 2020

I dag har vi taget nye røntgenbilleder af Lunas mave, der begynder at være rund: Vi kan glæde os til hele 7 hvalpe!

2. januar 2020

I dag er Luna blevet røntgenfotograferet.
Hun er kun på dag 42, og fostrene er ret små endnu. De skjules delvist af meget indhold i mavesækken og tarmene, så det gjorde det ret svært at tælle. Vi tænker ca. 5 hvalpe.

 

16. december 2019

Ultralydsscanning – og der er gevinst. Meget små fostre endnu her på dag 23, men man kunne se hjerte og navlestreng med puls. Luna har det som også hendes mor og andre schapendoestæver før hende: Man får kvalme og appetitløshed i denne periode. Så hun bliver håndfodret med dåsemad!

 

21. og 22. november 2019

Skandias Lotus Luna (i daglig tale: Luna) har været på herrebesøg hos Camagis Umalley, og vi håber på hvalpe ca. 22. januar 2020.
Begge forældre er sådan nogle søde og dejlige hunde – det kan ikke andet end blive nogle pragteksemplarer, der kommer ud af den kombination 😉

 

M-kuldet 22/10-2017

Mor: Skandias Jasmin – Far: Fanica Bazil Tinkamaro Bacardi

L-kuldet 19/12-2015

Mor: Skandias Jasmin – Far: Camagis Xolo

K-kuldet 10/7-2013

Mor: Skandias Iris – Far: Schaploni Altid Vaks

Alle hvalpe er nu flyttet, og der kommer de skønneste tilbagemeldinger fra familierne. Det gør os rigtig glade!

Deres navne er blevet som følger:

“Triptrap” har tre pletter bagerst (trip-trap-træsko) = Komma, kaldes Krølle
“To-En” har to pletter på den ene side og en på den anden side = Kabbie, kaldes Nilla
“Hvide” er den meste hvide = Koko, kaldes Wilma
“Lilleplet” har en ganske lille plet blandt de større pletter = Kleine, kaldes Silke
“Hjertemås” har en hjerteformet plet på numsen = Kiara, kaldes Smilla
“Sorte” er den med mest sort = Kleopatra, kaldes Kleo
“Fjer” har en sort streg på baghovedet, som en fjer i hatten = Klokkeblomst
“Klumme” er eneste dreng, men fra ryggen kendes han på at have det sorte bælte! Og han hedder fortsat Klumme 🙂

10 uger:

Kabbie, Komma og Kleo er nu rejst.  Hvalpene har været med et par dage i et fremmed hus med en stor sten i haven – den var sjov at kravle op på og falde ned af:)

8 uger

Så er “Klumme” blevet hentet – det er lidt vemodigt at sige farvel til den første. Vi siger farvel til den næste i morgen. 

7 uger:

Alle de små har været med på tur, 1 times køretur hver vej, en ny have at lege i, og en ny slags hund at møde! Det var en rigtig vellykket tur, ikke mindst fordi Nikolaj var med til at tage sig af de små K-er. Som nu hedder:  Pigerne:  Koko, Kabbie, Komma, Klokkeblomst, Kleine, Kiara, Kleopatra og drengen: Klumme.

6 uger:

Hvalpene har været med på mit arbejde på Dyrlægehuset Kolding til vores “Puppies Night”. 

Igang med at spise af aktiverings-legetøj, mens storesøster Jasmin kigger på:

14.07.13 Iris og hvalpene trives, og vi er bare så lettede over at det er gået godt!

10.07.13 Velkommen til 8 fine hvalpe:)

Et lille videoklip fra fødestuen ses her: http://www.flickr.com/photos/margarethanannberg/9284415962/

7 tæver og 1 lille mand kom til verden efter en noget dramatisk “fødsel”.

Jeg besluttede at lave kejsersnit fordi Iris var gået i fødsel meget tidligt i forhold til terminen, veerne var alt for svage, og hun reagerede ikke på ve-stimulerende medicin. Hun fødte en hvalp nærmest uden at presse kl. 18.30 den 9.7. Og så skete der ikke mere. kl.24 gik fostervandet til en ny hvalp, og den kunne jeg ved hjælp af Iris’ meget svage veer og en lillebitte effekt af medicinen trække ud. Og så skete der ikke mere. Så blev familien vækket og vi kørte ind på Dyrlægehuset Kolding.
Det viste sig, at hendes livmoder var revnet, så der var fostervæske og fosterhinder ude mellem tarmene… Heldigvis var det kun gået slemt ud over en hvalp, som ikke klarede den.  For Iris blev det også en hård omgang, men med drop, medicin og håndfodring kommer hun forhåbentlig hurtigt til kræfter igen. Hvalpene kom hurtigt igang med at sutte, og skal nok klare den. Jeg havde taget Keld og de tre forhåndenværende “børn”,  Heidi, Nikolaj og Joakim, med som fødselshjælpere.

03.07.13    Så er der snuppet et røntgenbillede af Iris.

Iris skal føde om ca. 10 dage, og der er en del hvalpe. Det er svært at tælle, men der er en del hoveder og rygsøjler at se på billedet. Det grå runde er hoveder, de grå stiplede linjer er hvalpenes ryg.

23.06.13 Iris er blevet scannet et par gange, her kommer snarest nogle sekvenser fra disse scanninger.   … det lykkedes mig ikke teknisk at lægge sekvenser ind – men der er et foto i galleriet. Det runde sorte er fostervand, det hvide indeni er starten på en hvalp:)

Det går godt, og der er fine levende hvalpe, og hun lægger sig allerede ud.

06.06.13: SÅ er der gode nyheder, jeg har scannet Iris, og der er små vapser på vej! Hun har det godt bortset fra “morgenkvalme” der faktisk strækker sig hen over hele dagen. Man får jo lidt dåsemad i sit tørfoder for at blive fristet, så mon ikke hun bare fortsætter med at have morgenkvalme…….hun er nemlig ganske klog.

13.05.13: Iris er blevet parret med Schaploni Altid Vaks. Vaks er en rigtig familiehund – fantastisk venlig og rar når man kommer som gæst, og kan også begå sig når han er i byen. Og når man så samtidig ser godt ud kan det jo ikke blive meget bedre:)
Vi forventer hvalpe ca. den 14. juli 2013.

I-kuldet 2009:

30.10.09: Nu er både Ike og Ingolf rejst til dejlige hjem. Ike kom med Vitesse hjem til Hanne. Iris er blevet boende. Det synes Ayoe ikke umiddelbart er nogen god idé…..man har vel lov at være lidt bestemt, når man nærmer sig de 13 år!

12.10.09: Nu er man blevet så aktiv, at man IKKE kan kaldes de tre små fede mere. Der er livlige, nysgerrige og sjove. Og på billedet ser vi, hvordan man forsøger at tumle rundt på Moar.

04.10.09: Så er de små fede 4½ uge. De spiser selv nu (hvalpemad opblødt i vand) og er ved at forstå, at hvis de tisser på aviserne, er der ikke så vådt der hvor de skal lege. De har heldigvis ikke fundet ud af at man kan lave confetti af avispapir !

11.09.09: Det går rigtig godt med de tre fede! Og ligeledes med Vitesse.

08.09.09: Det går godt med de tre af hvalpene….

Desværre begyndte “hvalp 2″ i forgårs at die kortere tid ad gangen. Igår kunne han heller ikke die ret længe ad gangen, og virkede så lidt rastløs, hvorefter han sov. Hans vejrtrækning blev mere tydelig og han tog ikke på. Så igår aftes hentede jeg et stetoskop på mit arbejde. Jeg kunne høre en tydelig mislyd på hjertet (havde egentlig håbet på han blot havde lungebetændelse). Idag er han så blevet scannet, og havde et hul i hjertet mellem de to hjertekamre. Det eneste rigtige var at lade ham få fred.

01.09.09: Vitesse har fået hvalpe.

Tess har født to hvalpe – og fået de sidste to med kejsersnit. Mor og hvalpe har det godt. Der er 3 hanner og 1 tæve.

28.07.09: Parringen har båret frugt – Vitessse er drægtig !

Den vordende fader hedder Fanica Isak Ingeman. Han kan beundres på kennel Fanicas hjemmeside. Se under links!

Drægtigheden varer ca 63 dage (=9 uger), så vi forventer hun føder ca. 03. september. Hvalpene skal blive hos Vitesse og os i 8 uger, og så trænger de til nye udfordringer! Det vil sige de bliver klar til nye hjem allersidst i oktober.

Vitesse er nu blevet scannet to gange, og alt ser fint ud.  Hun var meget dygtig til det, men jo mere ros hun fik under scanningen – jo mere logrede hun, og så bliver det lidt vanskeligt at se tingene nøjagtigt! Så vi måtte nøjes med at nusse hende ligeså stille for at få ro på halen.

J-kuldet 2012

23.06.12: Iris nyder tilsyneladende at der er blevet en hvalp boende – hun tumler rundt med Jasmin, og er bare i supergodt humør!

17.06.12: Sidste hvalp har forladt reden – og dog ikke helt, lille Jasmin bliver her hos os. Alle 4 er kommet ud i dejlige hjem. De to tøser bliver lillesøster til andre schapendoeser, og de to drenge bliver midtpunktet i deres nye hjem :)

08.06.12: 8 uger idag, og første vovse “Joker” er rejst hjemmefra. Det er både vemodigt og dejligt. Der skal til at ske noget mere, og så er det fantastisk at have dejlige hvalpekøbere til at løse den opgave!

25.05.12: 6-ugers fødselsdag :) . De har nu taget terrassen, bedene og plænen i brug.
De har rigtig fundet ud af at tumle med hinanden og er bare så nuttede. Men når de så finder ens tæer med     de spidse tænder … så er de knapt så nuttede!

12.05.12: Så er næste skridt i hvalpenes udvikling klaret: De har lært at spise. De får hvalpefoder, der har suget vand, så det er dejlig blødt at spise.
Og idag har Joli haft besøg af sin kommende “mor” fra Schweiz. Det var rigtig hyggeligt.

30.04.12: Nu er hvalpene blevet så aktive, at de næsten kan komme over kanten på hvalpekassen – så kravlegården er nu sat op. Iris har hurtigt fundet ud af at komme op i kravlegården til dem.

23.04.12: Så har de 4 fået øjne, kun Lynet har stadig lukkede øjne. Så indtil videre er der ikke så meget lyn over hende bortset fra zigzag-striben på ryggen

19.04.12: Se hvor meget de fylder nu!!
Må jeg præsentere, fra venstre mod højre: Numsetrolden (tæve med meget symmetrisk aftegn på numse/hale), Storeplet (han med stort hvidt område på ryggen), Lilleplet (han med lille hvid plet på ryggen), Lynet (tæve med hvid zigzag-stribe på ryggen) og Sidstepigen (tæve, sidstfødt, mest lys)

18.04.12: Så er “De 5″ 5 dage gamle – og har fordoblet deres vægt! De er bare SÅ lækre.
Mor og hvalpe har haft en del besøg. Iris er en stjerne, der ikke lader sig gå på af gæster. Når nogen kommer hilser hun og har fuld tillid til at alle vil det bedste. Flere af Iris’ hundevenner har også været her. Og de er godt klar over at de ikke skal gå helt op i kassen til hvalpene.

16.04.12: Mor og hvalpe trives superfint. De sutter og sover. Iris er en meget opmærksom mor, der ved mindste piv sørger for at vaske dem og lade dem sutte. Man skulle tro hun andrig havde lavet andet end at passe nyfødt hvalpe! Hun spiser selv rigtig godt, så der er næring nok til de små – men der skal altså blandes lidt dåsemad i hendes mad. Det gjorde jeg jo lige til at starte med, så hun kom igang med at spise – og nu har hun så opdraget mig til at fortsætte på den måde!

13.04.12: Iris har født to hanner og tre tæver.

14.02.12: Så er Iris blevet parret med Jungdoes Elvis, og vi glæder os til hvalpe midt i april. 
Iris er selv hvalp fra kuldet, der er “dagbog” for her nedenunder

Comments are closed.